Blomsterbedets aura

Når museerne lukker, må digitale løsninger træde til. Men er det noget nyt under forårssolen?

Mandag den 16. marts lukker Danmark ned. Museerne har tyvstartet med nedlukningen, da de som sædvanlig holder lukket om mandagen. I kølvandet på nedlukningen tyede de fleste kunstinstitutioner til forskellige strategier for, hvordan de ønskede at overleve de kommende måneder. Nogle af disse strategier inkluderede aflysninger, udskydelser og i sidste tilfælde – digitalisering. Netop en digitalisering skulle blive deres foretrukne, og inden længe var kunstverdenen i skyen. Samlinger og udstillinger kunne nu opleves igennem formater såsom Instagram, indlevende ‘viewing rooms’ på initiativ fra store gallerimastodonter og kunstmesser eller sågar ved hjælp af onlinekonferenceplatformen Zoom.

Disse tiltag skulle i offentlighedens øjne fremgå som kulturlivets redning, men for mig at se var der intet nyt under forårssolen. I lang tid har den ikke-institutionelle kunst levet i skyggen af kunsthistoriens dominerende traditioner. En forestilling om autencitet - auraen der fastholder at originalen overgår reproduktionen. Den kunst der formidles digital, den som lever i kraft af gengivelsen har længe været uafhængig af hvidmalede vægge for at opnå eksponering. Den eksponering er båret af internettets uvurderlige evne til at samle enhver interesseret og dele til alverdens publikum. Et medie som har båret sådan en slags udvikling er Instagram, den onlinebaserede fotodelings- og sociale netværkstjeneste som tittede frem fra reden i 2010. Et helt nyt format, en forlængelse af øjet, har taget over, der hvor tidligere museale generationer mistede fodfæste. Dem som nu sætter dagsordenen for digital kunstformidling er blandt andre den toneangivende russiske platform: Tzvetnik.

Tzvetnik betyder på russisk: En have fyldt med blomster og dette bed har blomstret siden 2016 takket være Vitaly Bezpalov & Natalya Serkova - to unge kunstnere og kuratorer bosat i Moskva. Som udgangspunkt er deres mission simpel: At dele dokumentationsbilleder af kunstværker online fra udvalgte kunstudstillinger. Hvad de måske ikke havde forestillet sig fra start var, at i tråd med den voksende popularitet for deres format, voksede også interessen for at tage del i samtalen om kunstens væsen. En samtale som udviklede sig hastigt hen imod tiltag fra diverse kunstnere verden over, som blandt andet skulle indbefatte kunstudstillinger i kældre, klædeskabe, kropsåbninger, skovbryn og i et pizzeria. Denne kunstneriske udstillingstradition som ellers stammer fra 1950’ernes happenings, hvis ikke ligefrem man medregner Gustave Courbet’s skelsættende udstilling, Pavilion du réalisme, en udendørs glaspavillon som han byggede selv til det formål, at vise sine malerier til offentligheden, efter han blev afvist af juryen ved årets årlige verdensudstilling i 1855.

Altså, intet nyt koncept, men siden internettets fremkomst er denne praksis blevet langt mere tilgænglig for offentligheden, og nye ukonventionelle rum tager nu form som gallerier. Denne frigørende forståelse, altså at kunstneren ikke skal afhænge af repræsentation fra et galleri for at kunne udstille sine værker til offentligheden, er præcis det som Soundcloud formåede at gøre med musikbranchen i 2013, da alle frit kunne dele deres musik online uden omkostninger og med muligheden for at opnå bred dækning og først og fremmest let tilgængelighed. Den lette og frie tilgængelighed er både beundringsværdig men samtidig ufiltreret. For i takt med at alle kan agere aktører i et stort fælles netværk, kræver det nøgtern separation mellem skidt og kanel og kuratorisk erfaring, for hvad der bør fremhæves, og hvad der bør efterlades tilbage til hundene.


https://salon75.org/A-few-words-with-bob

http://passiveaggressive.dk/clarissa-connelly-fremtidsspekulerende-popmusik/

http://passiveaggressive.dk/kraus-nuancer-af-stilhed-og-sakral-stoj/

https://passiveaggressive.dk/help-recordings-the-golem-tape/